Udbuddet omfatter levering af lokal generel erhvervsservice
i Aarhus Kommune i 2017-2020. Aarhus Byråd besluttede den 30. marts 2016 at den
lokale generelle erhvervsservice skal genudbydes.
Lokal erhvervsservice er en del af kommunernes
erhvervsfremmeindsats. §12 i Erhvervsfremmeloven (lovbekendtgørelse nr. 1715 af 16.
december 2010 om erhvervsfremme) bestemmer, at kommunerne kan gennemføre og
finansiere erhvervsserviceaktiviteter over for en åben kreds af iværksættere og
virksomheder.
Indholdet af den udbudte kontrakt består i information,
sparring og problemafklaring til iværksættere og virksomheder om start, drift
og udvikling af virksomhed. Det er en betingelse, at aktiviteterne ikke virker
konkurrenceforvridende i forhold til markedet.