Pulje - Genopslag: Mere fremskudt regional funktion i børne- og ungdoms­psykiatrien

Информация о тендерe

Not specified
16.08.2023 15:32 (GMT+02:00)
25.08.2023 1:00 (GMT+02:00)

Информация о покупателе

Sundhedsstyrelsen Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Дания
12070918

Closing date has passed.

Информация о тендере


Hermed inviteres regioner og kommuner til i samarbejde at ansøge om midler til at bygge videre på gode erfaringer med en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien.

Med aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social- sundheds og arbejdsmarkedsområdet 2022-2025 blev der slået en pulje op i 2022-2025 til at videreføre gode erfaringer med en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien. Projekterne skal ses som en videreførelse af satspuljen på sundhedsområdet 2018-2021.


Da alle midlerne blev ikke udmøntet i den oprindelige ansøgningsrunde, genopslås puljen nu med i alt 6.003.000 kr. for perioden 2023 – 2025. Ved genopslaget kan der søges om projekter inden det for etablerede samarbejde mellem regioner og kommuner, der har fået støtte til ”Mere fremskudt funktion” i 2022.


De nye eller udvidede projekterne skal igangsættes i 2023 og afsluttes inden udgangen af 2025. Frist for ansøgning om midler er den 25. august 2023 kl. 12.00.


Formål

Puljen kan ansøges til projekter med det formål at bygge videre på gode erfaringer med en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien for at sikre tidlige tværsektorielle indsatser til de børn og unge med lettere psykiske lidelser, som ikke har behov for en indsats i børne- og ungdomspsykiatrien.


Baggrund

Flere og flere børn og unge kæmper med psykisk sårbarhed, mentale sundhedsproblemer og psykiske lidelser. Der er derfor behov for at sætte ind med en tidlig indsats til disse børn og unge med henblik på at kunne udrede og behandle dem på den mindst indgribende måde, tæt på deres nærmiljø og uden for psykiatrien. Den tidlige og nære indsats skal sikre, at børn og unge samt deres familier bevarer tilknytningen til hverdagslivet med skole, uddannelse og arbejde.


Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens anbefaler i deres faglige oplæg til en bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser, at øge kvaliteten til børn og unge med svære psykiske lidelser gennem tværfaglige, udgående funktioner, så flere børn og unge med svære psykiske lidelser får et godt og sammenhængende behandlingstilbud af ensartet kvalitet på tværs af landet.


Der blev med satspuljeaftalen på sundhedsområdet 2018-2021 afsat i alt 213,6 mio. kr. i 2018-2021 til en pulje til afprøvning af en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien, som kunne sikre udredning og behandling til børn og unge med lettere psykiske lidelser tæt på deres hverdag og uden for børne- og ungepsykiatrien.


De afsatte midler er blevet udmøntet til projekter i alle regioner. En ekstern evaluering af projekterne forventes at foreligge april 2022. Det fremgår af satspuljeaftalen, at evalueringen af projektet tilrettelægges således, at regioner og kommuner kan enten videreføre eller bruger gode erfaringer fra projekterne fra 2022.


Sundhedsstyrelsen ønsker med nærværende pulje at anvende erfaringer fra de eksisterende projekter til fortsat at styrke samspillet mellem den regionale psykiatri og de kommunale indsatser til tværfaglige, udgående funktioner.


Samarbejdet mellem regioner og kommuner bidrager til en mere helhedsorienteret indsats, og modellerne for den fremskudte funktion skal derfor fortsat organiseres, så de understøtter samarbejdet mellem den regionale børne- og ungdomspsykiatri og kommunerne om integrerede indsatser til målgruppen, så viden og kompetencer i både kommuner og den regionale børne- og ungdomspsykiatri bliver anvendt og omsat til at opruste kompetencerne hos fagpersonerne i barnets hverdagsliv og nærmiljø, og sikre en tidlig opsporing og et lettilgængeligt tilbud til børn og unge.


Krav til puljeansøgningerne

Ansøgningen skal det fremgå, hvordan erfaringer fra tidligere fremskudte funktioner anvendes


Hvilke tidlige indsatser, der varetages af den fremskudte funktion


Hvordan samarbejdet mellem region og kommune om en fremskudt funktion er organiseret, herunder konkrete faggrupper og indsatser, som indgår i projektet


Hvordan det sikres, at målgruppen udredes og behandles så tæt på deres nærmiljø som muligt og uden for psykiatrien


Proces- og tidsplan for indsatsen af hele eller dele af den fremskudte funktion


Hvordan ansøgerne vil monitorere den tidlige indsats, herunder mål og kriterier for den fremskudte funktion samt hvordan materialet behandles og analyseres. Det er et krav, at der monitoreres på antal personer, der bliver henvist, herunder hvor personen henvises fra og hvor gammel personen er. Endvidere er det et krav at der monitoreres på hvor mange henvisninger der bliver afvist regionalt, fordelt på en afvisning fra regionen eller grundet andre årsager


Hvordan den fremskudte funktion forankres i kommuner og regioner efter projektperiodens afslutning


Hvilken målgruppe projektet omfatter


Målbare succeskriterier for projektet


Hvordan ansøgerne vil monitorere på aktiviteterne i projektet, herunder hvordan der følges op på de opstillede succeskriterier



Hvem kan søge om midler fra puljen?

Puljen kan søges af regioner i samarbejde med kommuner, der ønsker at udvide igangværende projekter eller opstarte nye projekter, hvori der anvendes erfaringer og hele eller delvise elementer i indsatsen i en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien.


Projekterne forventes at være inden det for etablerede samarbejde mellem regioner og kommuner, der har fået støtte til ”Mere fremskudt funktion” i 2022.


Hvad kan der søges støtte til?

Alle udgifter, der søges om støtte til, skal være relateret til projektet og således ligge ud over de eksisterende udgifter til eksempelvis drift. Midlerne kan blandt andet gå til, at kommuner og regioner kan frikøbe relevant personale med fx projektlederkompetencer til at understøtte den fremskudte funktion. Der kan ansøges om midler til:


Lønudgifter til projektledere og medarbejdere i projektet


Udgifter til relevante fagpersoner


Udvikling af materialer til projektet i begrænset omfang


Udgifter til kompetenceudvikling (kortere kurser) i projektet


Transport inkl. ophold efter statens regler


Revisionsudgifter.


Der kan ikke ansøges om midler til følgende:


Forskningsprojekter eller evaluering


Aktiviteter og lønmidler, der har karakter af almindelig drift, fx husleje og telefon


Udgifter, der afholdes uden for projektperioden.



Betingelser for at modtage støtte



Et projekt skal opfylde følgende overordnede betingelser for at komme i betragtning til støtte:


At målgruppen for projektet er tydeligt anført


Der er udpeget og anført en projektleder


En skriftlig samarbejdsaftale vedrørende det tværgående samarbejde mellem regionen og regionens kommuner med inddragelse af andre relevante aktører, skal vedlægges ansøgningen


Der er udpeget og anført en juridisk ansvarlig leder af projektet fra de involverede organisationer


Der er udpeget en projektleder i regionen og en tværkommunal projektleder samt en tovholder i hver kommune


Projektets organisering skal tydeligt fremgå, herunder den ledelsesmæssige forankring


Projektet understøtter puljens formål


Der er opsat mål for projektet


Projektets aktiviteter er beskrevet, og der er en tidsplan, hvor det fremgår hvilke processer og leverancer, der skal være opnået på hvilke tidspunkter


Projektet indeholder en afrapportering, som beskrives i ansøgningen


Ansøger medsender et detaljeret budget


Bevillingsmodtager forpligter sig til at afrapportere til Sundhedsstyrelsen ved årlige statusrapporter, der skal indeholde en status på projektets udgifter, og evt. deltage i tværgående møder evt. med Sundhedsstyrelsen, herunder evt. præsentation af resultater. I ansøgningen skal der angives en kontaktperson, som Sundhedsstyrelsen kan kontakte ved evt. spørgsmål i forbindelse med vurdering af ansøgningen.


Kriterier for udvælgelse af ansøgninger

Såfremt Sundhedsstyrelsen modtager ansøgninger om tilskud for et beløb, der overstiger puljens størrelse, vil det være nødvendigt at foretage en prioritering mellem ansøgerne. Desuden kan det være nødvendigt at justere det ansøgte beløb i nogle af projekterne.

I vurderingen af tildeling af midler tages udgangspunkt i den eksterne evaluering af de igangværende projekter. Der lægges vægt på at anvende egne eller andres erfaringer fra tidligere eksisterende indsatser enten til videreførelse eller udvidelse af en lettere behandling målrettet barnet eller den unge og familien tæt på deres hverdag. Derudover lægges der vægt på, at indsatserne er konkrete og velbeskrevne, og at der sker en opkvalificering af fagpersoner ligesom der bør være en plan for, hvordan projektet kan integreres i driften og videreføres efter afslutning af puljen.

Det kan være nødvendigt at justere det ansøgte beløb i nogle af projekterne. Som udgangspunkt forventer Sundhedsstyrelsen en fordeling af midlerne til omkring fem projekter.


Økonomi

Det samlede beløb, som udmøntes i genopslaget for ansøgningspuljen for perioden 2023-2025 er 6.003.000 mio. kr. Der er ikke krav om egenfinansiering, men det må gerne indgå.
Det er et krav, at der søges om midler til perioden 2023-2025. Ansøgere skal være opmærksomme på, at Sundhedsstyrelsen kun giver bindende tilsagn for ét år ad gangen.


Tilsagnet forudsættes af, at henholdsvis målopfyldelse, proces, effekt samt udgifter bliver opgjort og beskrevet i den årlige statusrapport. Der vil kunne godkendes overførsel af ikke forbrugte midler fra første projektår i 2023 til anvendelse i de efterfølgende projektår igennem projektperioden. En evt. overførsel af midler kan ske på baggrund af en skriftlig anmodning, hvor mindreforbruget begrundes


Ansøgningsprocedure

Ansøgningen skal være Sundhedsstyrelsen i hænde senest den 25. august 2023 kl. 12.00.


Ansøgningens ”projektbeskrivelsesskema” (skema 2) må max. have et omfang på 5 sider. Sundhedsstyrelsens ansøgningsskema (skema 1 – 4) SKAL anvendes og udfyldes. Kun ansøgninger, der er skrevet i ansøgningsskemaet, og ikke overskrider det angivne omfang, vil komme i betragtning.


Ansøgningen sendes underskrevet, elektronisk til syp-puljer@sst.dk. I emnefeltet skrives ”Pulje 2023-2025: Genopslag. Mere fremskudt regional funktion - journalnr. 05-0801-1052”


Ansøgningen skal være underskrevet af en ledelsesrepræsentant.


Yderligere oplysninger

Sundhedsstyrelsen kan kontaktes i ansøgningsperioden vedr. spørgsmål til puljen.


Eventuelle generelle faglige spørgsmål kan rettes til:


Specialkonsulent Katrine Stokholm
T: 2113 2256
M: kats@sst.dk

Spørgsmål vedr. økonomi og administration:


Specialkonsulent Per Hemmingsen
T: 72 26 95 51
M: pehe@sst.dk





Se opslaget her









Mercell Holding AS

Part of the Mercell Group, one of Europe’s leading providers of e tender systems and information between buyers and suppliers in the professional market.

Contact us

Write to us

+47 21 01 88 00