Kirkeby Plantage
16-04-2021
Udleje af jagten i Kirkeby Plantage (Rømø)
Naturstyrelsen udbyder jagten i Kirkeby Plantage. Arealet er på cirka 390 hektar og omfatter klitplantage med mindre vådområder samt tilgrænsende åbent hede- og klitområde. Der findes en hytte på arealet, som efter nærmere aftale kan anvendes til frokostrum.
På jagtarealet forekommer almindelige vildtarter som råvildt, ræv, hare, skovsneppe, ænder m.fl. Specielt antallet af skovsnepper kan være betydeligt.
For lejemålet gælder følgende:
1) Udlejer kan efter forudgående aftale give jagtudøverne tilladelse til begrænset motorkørsel på eget ansvar på skovens veje i forbindelse med jagt.
2) Der må holdes enkeltmandsjagter 2 gange pr. uge med haglvåben. Ved enkeltmandsjagter forstås jagt med maksimalt 2 deltagere pr. hold. Der må maksimal være 3 hold på arealet pr. jagtdag. Enkeltmandsjagt må udøves af jagtberettigede jf. nærværende kontrakt og eventuelt én gæst pr. hold. Jagt med flere deltagere end anført ovenfor er fællesjagt.
3) Der må frit udøves enkeltmandsjagt i form af pürch- og anstandsjagt med riffel.
4) Andetræk må ikke udøves hyppigere end hver tredje uge ved det enkelte vandhul eller vådområde.
5) Der må afholdes 5 fællesjagter i løbet af jagtsæsonen med indtil 25 skytter.
6) Der fastsættes følgende årlige afskydningskvote: 8 stk. råvildt, hvoraf 3 må være bukke. Eventuelt forekommende kron- eller dåvildt må ikke skydes. Der er fri afskydning af øvrige jagtbare vildtarter.
7) Skydetårne og stiger må kun opsættes efter aftale med udlejer.
Kort over arealet kan ses i bilag 1.
Lejeperiode
Arealet udlejes for en 5-årig periode fra maj 2021 til 31. marts 2026. Lejemålet kan forlænges med en yderligere 5-årig periode, jf. jagtlejekontraktens § 2.
Afgivelse af tilbud
Tilbud på jagtleje skal afgives på tilbudsblanketten, der er vedlagt som bilag 2.
Tilbudsblanketten skal være Naturstyrelsen Vadehavet, Skovridervej 3, 6510 Gram, vad@nst.dk i hænde senest 3. maj 2021 kl, 12.00. Tilbud, der modtages efter dette tidspunkt, vil ikke blive taget i betragtning.
Se udbuddet her