Justitsministeren
har anmodet Rigspolitiet om i samarbejde med Politiforbundet at udarbejde et
forslag til, hvordan man kan indføre en markeringsordning for uniformerede
polititjenestemænd.
Markeringsordningen
skal medvirke til at understøtte og fastholde den høje tillid som befolkningen
har til dansk politi. Ordningen skal medvirke til at sikre at man sikkert,
entydigt og hurtigt kan identificere den enkelte uniformerede
polititjenestemand i de situationer, hvor dette efterfølgende er vigtigt.
På denne
baggrund har Rigspolitiet i samarbejde med Politiforbundet besluttet at implementere
en markeringsordning i Dansk Politi der indebærer, at uniformerede
polititjenestemænd skal bære synlig markering på uniformen. Markeringen skal
placeres på højre side af torso/bryst. De fremtidige uniformsgenstande vil
derfor være påsyet burrebånd, så der kan fastgøres unikke tekstilmarkeringer.
Dermed har Dansk Politi et umiddelbart behov for at indkøbe et antal markeringer
med burrebåndbelægning.
Indtil det
er muligt at fastgøre markeringen på torso/bryst, anvendes en overgangsløsning.
Overgangsløsningen vil bestå af en burrebåndstrop, som fastgøres rundt om
skulderstropperne på polititjenestemandens skjorte, poloshirt, trøje eller
jakke. Dermed har Dansk Politi et behov for at indkøbe et antal løse burrebåndstropper.