I København inddeles STU-elever i 4 kategorier, som vist nedenfor. Mange elever har kombinationer af funktionsnedsættelser, men placeres i modellen i den kategori som repræsenterer deres primære funktionsnedsættelse.
Kategori 1 – består primært af elever, der er karakteriseret med lettere generelle indlæringsvanskeligheder. De unge i kategorien har typisk gået på specialskole/ klasserækker for børn med lettere generelle indlæringsvanskeligheder såsom Engskolen, Frederiksgård Skole, Dyvekeskolen og Kildevældskolen.
Kategori 2 – består primært af elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser indenfor autismespektret, eller elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser indenfor ADHD-spektret, der også kan have andre kognitive funktionsnedsættelser. Disse unge har typisk gået i skole på Frejaskolen, Skolen i Peder Vedelsgade, Skolen i Charlottegården, Sønderbro Skole eller Lundehusskolen.
Kategori 3 – består af unge med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder og svær udviklingshæmning. De unge kommer fra Strandparkskolen, Øresundsskolen, Skolen i Ryparken og Fensmarkskolen. Denne kategori annonceres ikke.
Kategori 4 – består primært af psykisk syge eller psykisk skrøbelige unge. Disse unge har ofte tilknytning til distriktspsykiatrien, og har ofte været visiteret til dag- eller døgnbehandlingstilbud i grundskoleforløbet.
Der kan bydes på de forskellige kategorier eller tilbudsgiver kan vælge kun at byde på en enkelt kategori. Når tilbud vurderes, vil hver enkelt kategori blive vurderet for sig.