Short description
A/S Storebælt og Sund og Bælt Holding A/S ønsker at gennemføre en dialog med markedet om drift og bemanding af betalingsanlægget ved Storebæltsbroen. A/S Storebælt og Sund og Bælt Holding A/S agter at afholde indledende markedsdialog den 20. marts 2023 kl. 13.00 på følgende adresse: Storebæltsvej 70, 4220 Korsør. Dialogen vil blive afholdt som et fællesmøde for alle deltagende virksomheder med en forventelig varighed på 1,5 time (se punkt VI.3 for nærmere information om tilmelding mv.) Yderligere oplysninger om formålet med markedsdialogen og beskrivelse af opgaven se punkt II.2.4.
Kontrakten, som forventes udbudt, vedrører drift og bemanding af betalingsanlægget på Storebæltsbroen. Kontrakten har til formål at sikre, at ordregiver (A/S Storebælt og Sund & Bælt Holding A/S) fortsat har en stabil og sikker drift og bemanding af betalingsanlægget ved Storebæltsbroen. Hovedopgaverne under denne kontrakt vil i hovedtræk bestå af følgende:
-Ledelse, herunder personaleadministration, driftsledelse af personale og administrative opgaver.
-Drift og bemanding af betalingsanlægget ved Storebæltsforbindelsen, herunder trafikledelse og overvågning af trafikudvikling, bemanding af betalingsanlægget, betjening i baner og afvikling af trafik, overvågning af betalingsløsninger, håndtering af tekniske alarmer, planlægning af bemanding, regulering af bemanding, enkle vedligeholdelsesopgaver, administrationsopgaver, pengehåndtering, overvågning af miljøzoneafgifter og sikring af korrekt opkrævning heraf, sikring af fuldt funktionelt anlæg til brug for opkrævning af miljøzoneafgifter, billedvalidering og fremsøgning af fotodokumentation, kundeservice, pressekontakt, overvågning af vejforbindelsen og rapportering.
-Ad hoc opgaver, eksempelvis pakning af kundeforsendelser, som fx BroBizz, tilkøb af ekstra bemanding i spidsbelastningsperioder, periodisk afløsning i reception, lettere assistance i betalingsanlæg, som fx udskiftning af bomme og nødvask af lysgardiner, og enkelte rengøringsopgaver, eksempelvis fejning af betalingsanlæg mv.
Disse opgaver vil løbende skulle udføres af en grundbemanding, der forventeligt fordelt på et døgn består af to ledelsesmedlemmer, tre trafikledere og ni trafikassistenter. Denne grundbemanding vil forventeligt kunne øges og reduceres i kontraktens løbetid. Ligesom opgaver kan bortfalde og andre opgaver kan komme til.
Kontrakten forventes endvidere at indeholde følgende to optioner; 1) mobile enforcement af opkrævning af kilometerbaseret vejafgifter, når den nye lov herom træder i kraft pr. 1. januar 2025, og 2) mobile enforcement af opkrævning af miljøzoneafgifter. Ved mobile enforcement forstås udkørende (i bil) opkrævning af de anførte afgifter. Ved option 1 vil ordregiver stille køretøjer til rådighed til brug for kontrollerne, hvorimod det er forventningen, at en kommende leverandør selv vil have biler til rådighed til løsning af option 2, og denne opgave vil kunne udføres i forbindelse med leverandørens udførelse af opgaver for andre kunder. Option 2 vil forventeligt være en frivillig option for tilbudsgiverne.
Kontrakten forventes at indeholde vilkår om overtagelse af medarbejdere i henhold til lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002 (Virksomhedsoverdragelsesloven). Forpligtelsen hertil og omfanget heraf er endnu ikke afklaret af ordregiver.
Det vil forventeligt være et krav under kontrakten, at leverandøren påtager sig en forpligtelse til at implementere og udføre opgaver, som har en naturlig tilknytning til kontrakten, uanset om opgaven vedrører overvågning, pakkeri, periodisk afløsning i receptionen eller andre lignende ad-hoc opgaver.
Ordregiver ønsker med denne forhåndsmeddelelse at indkalde til en markedsdialog med potentielle interesserede leverandører med henblik på at oplyse og informere om indholdet af opgaven, der forventes udbudt, og opnå et nærmere indblik i det potentielle leverandørfelt og omfanget heraf. Dialogen har endvidere til formål at understøtte forberedelsen af det kommende udbud således, at der i videst muligt omfang sikres konkurrence om opgaven.
Kontraktens værdi er estimeret til ca. DKK 50.000.000 - 100.000.000, jf. punkt II.1.5. Værdien af kontrakten er opgjort med et betydeligt spænd under henvisning til at blandt andet værdien af optionerne og tilkøb af ad hoc-opgaver for nuværende er uklare, da indkøbet af disse afhænger af ordregivers behov. Den endelige værdi vil fremgår af udbudsbekendtgørelsen.