Helsingør Kommune (herefter benævnt kommunen) udbyder kontrakt om alarmudrykning- og runderingsvagt til Kommunens ejede bygninger og institutioner.
Helsingør Kommune ønsker at sikre hurtig udrykning i tilfælde af alarmopkald, samt en Leverandør der kan sikre høj teknisk integration og afrapportering, for derigennem, over tid, at mindske mængden af fejlalarmer.
Udbuddet omfatter alarmudrykninger ved alarmer på Kommunens bygninger samt daglig runderingsvagt (vægter) på visse af Kommunens bygninger (pt. 10 adresser jf. Kontraktbilag 2 – Liste over Helsingør Kommunes bygninger).
Kontrakterne vil omfatte følgende områder:
· Alarmudrykning (vagt kørsel), herunder udrykning til alarmsted samt aktion i henhold til Helsingør Kommunes vagtinstruks
· Runderingsvagt, herunder rundering i henhold til vagtinstruks
· Bygningsafdækning af skader op til 1x1 meter
Udbuddet indeholder ikke varetagelse af kontrolcentralsordning.
Alle alarmer meddeles Kommunens kontrolcentral (pt. Den Jyske Kontrolcentral) som rekvirerer alarmudrykningspersonale til udkørsel til alarmstedet, samt oplyser vægterkoder i tilfælde af udrykninger.
Det indgår i Helsingør Kommunes sikringsstrategi, at alarmudrykningspersonale (AP) ikke skal køre rundt med institutionsnøgler. Helsingør Kommune har egne nøglebokse i hoveddelen af institutionerne, dog mangler ca. 30 nøglebokse. I første kvartal af 2013 bliver der dog installeret egne nøglebokse i de institutioner der mangler. Efter installation af nøgleboks skal AP, ved påbud, straks placere institutionsnøgle i nøgleboks til de enkelte institutioner.
Alarm- og udrykningskørsel foretages efter følgende model:
· Alarm modtages af Helsingør Kommunes kontrolcentral
· Kontrolcentralen rekvirerer assistance jf. deres forholdsordre
· AP rekvireres ved alarm- og udrykningskørsel
· Efter ankomst til alarmudrykningsstedet skal AP foretage tilbagemelding til kontrolcentralen
· Kontrolcentralen foretager evt. rekvirering af politi/skadeservice og lignende på baggrund af forholdsordre
· AP koordinerer med kontrolcentralen hvilke tiltag, der yderligere skal foretages
Ydelserne alarmudrykning vil blive afregnet ud fra hver udrykning og runderingsvagt afregnes som månedsabonnement for de enkelte institutioner.
Der forventes ca. 800 alarmudrykninger pr. år. Der vil skulle fremsendes faktura for hver enkelt udrykning, medmindre andet aftales særskilt.