Landbrugsstyrelsen udyder en rådgivningsordning for 28 eksisterende biogasfællesanlæg og deres leverandører af gylle, primært svinegylle, om deres muligheder for at reducere gylles opholdstid i stalde og på lagre. Rådgivningen forventes at bidrage til at nedsætte landbrugets udledning af metan og andre drivhusgasser fra stalde og lagre, samt optimere produktionen af biogas fra gylle. Rådgivningen skal støtte de 28 eksisterende biogasfællesanlæg og deres leverandører af svinegylle og evt. kvæggylle i at gennemføre nærmere undersøgelser af, hvilke barrierer der eksisterer i dag i forhold til at få udsluset gyllen hurtige fra stald og lager og transporteret ind til biogasfællesanlægget, samt hvad der kan gøres for at afhjælpe disse barrierer. Desuden skal de erfaringer der opnås i forbindelse med rådgivningen kunne komme andre inden for erhvervet til gavn.