NOPII-kommunerne ønsker at gennemføre et udbud på en innovativ totalløsning til medicinhåndtering til borgere i eget hjem. Udbuddet tager afsæt i følgende formål:
1. At øge livskvaliteten for borgere i eget hjem, der modtager hjælp til tryghed og overblik vedr. dosering, fysisk greb om pillerne, kognitivt styr på piller og kompetence om korrekt ophældning og indtagelse af medicin.
2. At den sundhedsfaglige kvalitet øges samtidigt med at omkostningerne vedrørende dispensering og medicinadministration reduceres.
Løsningen skal forholde sig til medicinens rejse fra ordinering til indtagelse af borgeren. Der er særlig fokus på en teknologisk løsning, som kan skabe en sammenhængende og sikker medicinhåndtering, samt en smartere måde at dispensere og administrere medicin på. Den udbudte kontrakt er et faseopdelt samarbejde om færdigudvikling af løsningen (fase 1) og levering af en totalløsning (fase 2) inden for visiteret hjælp til medicinhåndtering i borgernes hjem.