Jobcenter Holbæk har valgt at konkurrenceudsætte indsatsen overfor ledige under 30 år med en kompetencegivende uddannelse:
- et 6 ugers jobsøgningsforløb for kontanthjælpsmodtagere under 30 år med en kompetencegivende uddannelse, samt
- et 32 ugers kontakt- og aktiveringsforløb for forsikrede ledige under 30 år med en kompetencegivende uddannelse.
Ledige i begge målgrupper har typisk en kompetencegivende erhvervsuddannelse eller en kortere videregående uddannelse (KVU) og har ingen eller lidt erfaring på arbejdsmarkedet. Målgrupperne omfatter ikke ledige under 30 år med en lang videregående uddannelse (LVU) eller en mellemlang videregående uddannelse (MVU).
Målet med konkurrenceudsættelsen er, at unge ledige fra målgruppen hurtigt opnår ordinært job. Leverandøren skal give de ledige et klart jobfokus og sikre, at de ledige er aktivt jobsøgende. Leverandøren skal sørge for, at unge ledige i målgruppen med lidt eller ingen erhvervserfaring får foden indenfor på arbejdsmarkedet og får afprøvet erhvervede kompetencer.