Lyhyt kuvaus
Movia er Danmarks største trafikselskab med cirka 180 millioner passagerer om året, 500 buslinjer og ni lokalbanestrækninger. Movia står for planlægningen af bus, flex- og lokalbanetrafikken i Østdanmark. Movia er som trafikselskab en særlig, lovbestemt offentlig virksomhed beslægtet med et kommunalt fællesskab. Movia betjener og finansieres af Region Hovedstaden, Region Sjælland og de 45 kommuner i de to regioner efter lovbestemte regler. Regionerne og kommunerne bestemmer selv, hvor mange buslinjer de vil have, og hvor tit busserne skal køre. De bestiller den ønskede bustrafik hos Movia, som herefter planlægger og koordinerer den samlede bustrafik på tværs af kommune- og regionsgrænser, så den hænger bedst muligt sammen – også med tog og metro. Movia råder ikke selv over busser, men udbyder kørslen via offentlige udbud og indgår kontrakter med private busselskaber, som herefter udfører kørslen. Movia udarbejder også køreplaner, laver trafikovervågning og markedsfører busserne. Movia varetager desuden den lovbestemte individuelle handicapbefordring for alle kommuner, patientbefordring for Region Sjælland, særlig kørsel til specialskoler for kommuner i Region Hovedstaden samt diverse fleksible kørselsordninger for kommuner, der ønsker det.
Udbuddet angår passagertilfredshedsinterview som skal foretages ved interview i Movias busser samt Lokaltogs tog. Målingerne danner grundlag for bod og bonus mellem Movia og leverandører.
Kravene til ydelsen er detaljeret beskrevet i kravspecifikationen og underbilag. Ordregivers kontraktvilkår fremgår af kontraktudkastet.
Anskaffelsen er ikke opdelt i delaftaler, idet det af hensyn til Ordregivers administration af opgaven og for at minimere grænsefladeproblematikker er mest hensigtsmæssigt, at opgaven udføres af en og samme leverandør. Tilsvarende er det Ordregivers vurdering, at en opdeling af opgaven i delkontrakter og en deraf følgende potentiel øget konkurrence ikke opvejer den øgede indsats ved selve udbuddet og den efterfølgende kontraktstyring.
Der skal foretages 28.000 interview årligt.