I. Baggrund og formål:
Nærværende udbud omfatter en rammeaftale for levering, konfiguration, support, vedligehold og videreudvikling af en samlet ANPG-løsning (Automatisk nummerpladegenkendelse) bestående af såvel software og hardware, der gennem automatisk nummerpladegenkendelse skal gøre dansk politi i stand til at varetage en effektiv forebyggelse, afsløring og efterforskning af national, international og organiseret kriminalitet, herunder røveri, hjemmerøverier og andre strafbare handlinger, samt bistand til Skattestyrelsen og eventuelt andre offentlige myndigheder mv. Anskaffelsen foretages af Rigspolitiet til brug for Rigspolitiet samt politikredsene.
ANPG blev i slutningen af 2016 taget i brug i alle landets politikredse. ANPG er et teknisk redskab, som gennem automatiseret fremsøgning af oplysninger om nummerplader kan anvendes til at understøtte løsningen af politimæssige opgaver, og er således et vigtigt element i politiets strategi om, at politiets arbejde med at forebygge og bekæmpe kriminalitet i stigende grad skal være analysebaseret.
Løsningen består i dag af forskellige typer af ANPG-kameraløsninger med tilhørende softwareapplikation (”backend”). På nuværende tidspunkt er der monteret omkring 250 stationære ANPG-kameraer fordelt rundt i Danmark, og mobile ANPG-kameraer på omkring 50-100 patruljekøretøjer (med 2 kameraer pr. køretøj). Derudover råder dansk politi over omkring 10 transportable bemandende ANPG–kamerasæt på trefod, samt 5-10 sæt af øvrige ANPG-kameraløsninger. Softwareapplikationen (”backend”) integrerer til nogle af Rigspolitiets systemer.
Rigspolitiet ønsker under den kommende rammeaftale at fortsætte og udvide ANPG-kapaciteten i Danmark. Første del af udvidelsen forventes at blive bestilt under rammeaftalen straks efter kontrakt indgåelsen, og forventes at indebære såvel stationære ANPG-kameraer samt ANPG-kameraer til nye patruljekøretøjer fordelt rundt om i landet. Rigspolitiet forventer løbende at trække på rammeaftalen igennem hele kontraktvarigheden.
Rammeaftalen vil indeholde en række koncepter til brug af ANPG-løsningen, herunder – udover traditionelle stationære ubemandede ANPG-kameraer – eksempelvis levering af ANPG-kameraer i politiets køretøjer samt levering af skjulte ANPG-kamera i køretøjer; levering af ANPG-kameraer på motorcykler; levering af transportable ANPG-kameraer til montering på et stativ/trefod eller lignende; levering af transportable og ubemandede ANPG-kameraer til midlertidig opsætning samt skjult montering af transportable og ubemandede ANPG-kameraer; og levering af en tilhørende softwareapplikation til ovennævnte (”backend”). Derudover kan leverandøren tilbyde et løsningsforslag på enten en eksisterende løsning hos leverandøren eller udvikling af en mobilløsning/applikation til en lettere håndholdt håndtering ”i marken” af ANPG-løsningen.
Rammeaftalen omfatter ikke drift af ANPG-løsningen, idet ordregiver selv eller ordregivers driftsleverandør forestår drift af ANPG-løsningen. Rigspolitiet vil stille infrastruktur, server- og storageplatform inkl. basisprogrammel til rådighed.
II. Ydelser: Rammeaftalen omfatter følgende hovedydelser, som vil blive uddybet nærmere i udbudsmaterialet:
A: Etablering af ANPG-løsningen: Leverandøren skal levere en samlet ANPG-løsning inkl. nødvendige licenser, software, udvikling, konfiguration og tilpasninger samt kameraer mv. Leverandøren skal etablere, dokumentere og konfigurere løsningen til installation hos Rigspolitiet, herunder opsætning af workflows og regelmotor i backend, samt integrationer til relevante datakilder. Leverandøren skal medvirke til at sikre integration til udvalgte af Rigspolitiets øvrige it-systemer, herunder også Bifrost-løsning i Rigspolitiets køretøjer.
B. Transition: Leverandøren skal sikre en transition mellem den eksisterende ANPG-løsning og leverandørens ANPG-løsning. Leverandøren kan, så vidt det er muligt, genbruge Rigspolitiets eksisterende udstyr (både stationære og mobile kameraer samt tilbehør). Det skal være mulig at anvende data fra den eksisterende løsning i den nye løsning således, at data fra den eksisterende løsning er brugbar.
C. Levering og montering af ANPG-kameraer: Leverandøren skal i kontraktperioden levere og montere ANPG-kameraer. Dette inkluderer eksempelvis: Mobile ANPG-kameraer mv. til køretøjer; mobile og flytbare ANPG-kameraer, eksempelvis ved montering af kameraet på en trefod; stationære ANPG-kameraer mv. der kan kommunikere over GSM-nettet. Derudover skal leverandøren deltage i besigtigelser og rådgive i forbindelse med opsætning af stationære ANPG-kameraer. Leverandøren står for montering af stationære ANPG-kameraer på de af Rigspolitiet udpegede lokationer i samarbejde med Rigspolitiet.
D. Support og vedligeholdelse:
Leverandøren skal i kontraktperioden levere løbende support og vedligeholdelse af ANPG-løsningen. Vedligeholdelses- og supportpligten omfatter både backend, ANPG-software og ANPG-kameraer. Vedligeholdelsen omfatter løbende og forebyggende vedligeholdelse, herunder i form af levering af nye versioner, releases, patches og fejlrettelser. Leverandøren skal endvidere foretage fysisk rengøring, vask og justering af de stationære ANPG-kameraer. Support omfatter teknisk support i form af 3rd level support, herunder med mulighed for on-site support. 1st level og 2nd level support leveres af Rigspolitiets selv eller en af Rigspolitiet udpegede tredjemand. Drift af hardware (servere mv.) og infrastruktur leveres af Rigspolitiet eller dennes driftsleverandør.
E. Konfiguration og videreudvikling: I kontraktperioden skal leverandøren løbende forestå, at ANPG-løsningen konfigureres og eventuelt videreudvikles til understøttelse af forretningsmæssige behov. Konfigurations- og videreudviklingsydelser skal leveres på Rigspolitiets anmodning i henhold til de nærmere krav i rammeaftalen. Leverandøren skal stille nye udviklede funktioner i ANPG-løsningen omfattet af leverandørens roadmap til rådighed for Rigspolitiet.
F. Konsulentydelser, inkl. uddannelse: Leverandøren skal i kontraktperioden levere konsulentydelser f.eks. i form af teknisk bistand og rådgivning til konfiguration af ny funktionalitet og fremtidige integrationer, samt ydelser i forbindelse med rammeaftalens ophør. Ydelserne leveres efter Rigspolitiets beskrevne anmodning og omfang. Leverandøren skal levere relevant uddannelsesmateriale og eventuelt undervisning af Rigspolitiets superbrugere og tekniske medarbejdere til et påkrævet niveau. Leverandøren skal medvirke til at udforme uddannelsesmateriale, der gør Rigspolitiet i stand til selv at undervise øvrige brugere i ANPG-løsningen.