I forbindelse med udførelsen af 3 separate helhedsplaner og med støtte fra Landsbyggefonden, skal Sydkystens Boligselskab v/ KAB i gang med en gennemgribende renovering af bebyggelserne, Enebærhegnet, Snebærhegnet og Kirsebærhegnet. Renoveringen støttes af Landsbyggefonden og de 3 sager behandles separat i fonden. Renoveringen er derfor udbudsteknisk delt op i et samlet udbud, hvor Enebærhegnet udbydes — med optioner for Snebærhegnet og Kirsebærhegnet. Enebærhegnet 1-106 består af 105 rækkehuse/etageboliger. Enebærhegnet er én af tre ens afdelinger, nemlig Snebærhegnet med 97 boliger og Kirsebærhegnet med 91 boliger. Ejendommene er en blanding af rækkehuse/etageboliger opført i tegl og 1-plans rækkehuse opført med træbeklædning. Ejendommene er opført i 1987-89.
Renoveringen udbydes i hovedentreprise indeholdende følgende arbejder:
Nedrivning af samtlige eksisterende badeværelser, fundamenter og dæk for nye badeværelser, nye badeværelser, etablering af ny balanceret ventilation i boliger, udskiftning af samtlige vinduer og døre, udskiftning og yderligere isolering af lette facadepartier, diverse konstruktive ændringer i tagkonstruktion samt udskiftning af tagbelægning, forbedring af ventilation i tagrum via ændringer i tagfod, ventilation til krybekælder, diverse arbejder i krybekælder, brandtætning mellem boligenheder, diverse ombygning i eksisterende boliger for etablering af tilgængelighed i ca. 1/3 af boligerne, arbejder i terræn i forbindelse med omlægning af forsyning, indvendig skimmelsanering, option på etablering og drift af pavillon-løsning til genhusning af beboere samt containere til opbevaring af beboereffekter.
Afhængigt af myndighedsbehandling mv. forventes arbejderne udført i perioden primo 2017 til primo 2020.