Cykelruteplanlægger for Københavns Kommune og Region Hovedstaden
PRÆKVALIFIKATION
Københavns Kommune, Center for Trafik annoncerer hermed iht. LBK nr. 1410 af 7. december 2007 (Tilbudsloven), afsnit II. ”Rådgivning: Cykelruteplanlægger for København og Region Hovedstaden”
Opgaven
Københavns Kommune og Region Hovedstaden, Danmark, ønsker at få etableret en cykelruteplanlægger til web, iPhone og Android. Projektets formål er kortere rejsetid for cyklister, samt generelt bedre service for cyklister.
København er kendt verden over som en cykelvenlig by, og vi har en ambition om at blive verdens bedste cykelby. Det regionale Cykelsupersti-projekt vækker også opsigt, og er netop omtalt i New York Times. Cykelruteplanlæggeren skal medvirke til at fastholde København og region Hovedstaden som innovativ cykelregion.
Løsningen skal tage udgangspunkt i den allerede eksisterende alfa version (http://ibikecph.dk), der er bygget med Ruby on Rails, samt de eksisterende I Bike Cph og Cykelsupersti brands. Udviklingen skal baseres på open source komponenter, og vil foregå med koden offentlig tilgængelig på GitHub (https://github.com/ibikecph/ibikecphsite), og under en åben licens, fx GPL eller MIT.
Vi ønsker en fælles teknisk platform, der giver mulighed for individuelle grænseflader til Københavns Kommune, Cykelsuperstierne og evt. andre.
Opgaven forventes udbudt med en fast økonomisk ramme på ca. 700.000 DKK ex. moms. I budfasen ønskes oplæg til hvilke funktioner, design, etc. der kan implementeres indenfor den økonomiske ramme.
Opgaven ønskes løst af en tilbudsgiver (samt eventuelle partnere) med teknisk erfaring indenfor design, udvikling og deployment af dynamiske websider og apps, brugerinddragelse, fleksible udviklingsprocesser, samt arbejde med open source software.
Arbejdssproget kan være enten dansk eller engelsk.
Foreløbig tidsplan:
Frist for prækvalifikation: 6. august kl. 12, 2012.
Udsendelse af udbudsmateriale: 15. august 2012
Frist for indsendelse af tilbud: 5. september kl. 12, 2012
Valg af rådgiver: Forventes i uge 37 2012
Gennemførelse: September – december 2012
Afslutning: 1. jan 2013