Sygehuset i Aabenraa er en del af Sygehus Sønderjylland, og skal fremover varetage akutfunktionen for det samlede sygehus, som ét af fire akuthospitaler i regionen. For at få belyst mulighederne for en optimal om- og udbygning, der tager hensyn til en drift og logistik der understøtter hensigtsmæssige arbejdsgange, har Region Syddanmark besluttet at udskrive en projektkonkurrence for 2. fase af sygehusbyggeriet. Den første fase er iværksat, og vil stå færdig i 2014.
Det udbyggede akutsygehus i Aabenraa skal dække et optageområde med 230 000 indbyggere, og skal være fremtidens sygehus med fokus på nye behandlingsmetoder, der understøtter moderne patienthensyn. Fremtidens sygehus fokuserer på mere skånsomme behandlingsmetoder, færre indlæggelser og mere ambulant- og dagbehandling. Det skal understøttes af servicefunktioner, der sikrer patienternes oplevelse af en hurtige og effektiv behandling, uden unødige ventetider. De fysiske rammer skal indgå i samspil med disse mål, og indeholde en fleksibilitet i ruminddeling, en generalitet i form af multifunktionalitet og en elasticitet, der gør det muligt at udvide og ændre bygningsmassen efter behov.
Visionen for de fysiske rammer på SHS Aabenraa er et hus, hvor patienten er æresgæst. Ankomsten er forberedt, opholdet foregår i rammer, der indgyder ro og tryghed. Der bliver sørget for en god helhedsoplevelse. Et sygehus der inddrager den helbredende arkitektur og signalerer »hjem« frem for »institution«.
Sygehus Sønderjylland, Aabenraa, er opført i 1992, og der er tilbygget bl.a. centerskadestue i 2005. Fase 1 af udvidelsen gennemføres i perioden 2012 til 2014. Sygehuset er beliggende på Kresten Philipsens Vej 15, med gode og direkte adgangsveje til både det lokale og det statslige vejnet. Det oprindelige sygehus fra 1992 og 2005 er opført i gule teglsten, og har gule teglsten på taget. Det arkitektoniske udtryk videreføres delvist i fase 1, idet nybygningerne etableres med gule teglstensfacader, suppleret med lette facader i glas, aluminium og plader. Sygehusets funktioner vil efter afslutningen af fase 1 være opbygget omkring to tværgående centergange (hovedstrøg). En der er syd/nord gående, og en anden der er øst/vest vendt. Fra disse centergange er der adgang til behandlingsafsnit (ambulatorier) og sengeafsnit. På østsiden er den oprindelige del af sygehuset etableret i etplans-bygninger, mens den vestvendte del af sygehuset er i 2 etager. I fase 1 sker der både til- og ombygninger. Nybygningerne udformes overvejende som tilbygninger til det eksisterende hus i 3-4 etager, i den sydlige og vestlige ende af bygningskomplekset.
Disse bygninger danner grundlaget for fase 2, og for en evt. fremtidig videreudvikling af sygehuset. Sygehuset har efter fase 2 et samlet areal på ca. 71 000 m² brutto. I fase 2 er der planlagt om- og nybygning af ca. 16 700 m² netto med en samlet anlægsramme på ca. 700 000 000 DKK. Byggeriet i fase 2 skal ske på et sygehus, der under hele perioden er i drift, hvilket stiller særlige krav til gennemførelsen af byggeriet for så vidt angår fleksibilitet, samarbejdsevne og hensyntagen. Projektet omfatter bl.a. opførelsen af behandlings- og sengeafsnit, ombygning til apotek og laboratorium, samt ny intensivafdeling og laboratoriebygning. Herudover skal ombygges til undervisning og læringsafsnit, specialambulatorier, samt anlægsarbejder inklusiv helikopterlandeplads.
Det er håbet med projektkonkurrencen, at generere et banebrydende og visionært forslag til nye sengeafsnit og servicefunktioner, som videreudvikler det sygehus som findes i Aabenraa når fase 1 er gennemført. Det er et sygehus bestående af oprindelige bygninger, tilbygget bl.a. et familiehus, en ny varemodtagelse, et akutcenter og råhus til en ny restaurant.