Den 11.9.2012 annullerede Ringkøbing-Skjern Kommune sit udbud af personbefordring. På den baggrund har kommunen set sig nødsaget til at forlænge de nuværende aftaler om personbefordring.
De nuværende aftaler forlænges til den 31.7.2013, hvor et nyt udbud forventes at være afsluttet med indgåelse af nye kontrakter på personbefordring. Forinden et nyt udbud vil kommunen undersøge kørselsbehovet grundigt, således at kørselsbehovet bliver mere gennemsigtigt for tilbudsgiverne. Det vil betyde en væsentlig forbedring af udbudsmaterialet, hvilket forventes afspejlet i en øget konkurrence til gavn for kommunen.
Kommunen vurderer desuden, at andre vognmænd kun vanskeligt kan overtage opgaven med så kort varsel, uden at skifteomkostningerne bliver uforholdsmæssigt høje, idet opgaven stiller store krav til vognparkens størrelse (antallet af biler) og til kendskab til området og de specielle behov, der kendetegner nogle af brugerne, som fx autister.