Kortlægning og analyse af danske feriehuses tilstand ift. bæredygtighed

Information

102 - Mindre opgaver
Offentligt udbud
07-10-2020 10:29 (GMT+02:00)
22-10-2020 12:00 (GMT+02:00)

Indkøber

DEN ERHVERVSDRIVENDE FONDE DANSK KYST- OG NATURT // CVR:36471271 DEN ERHVERVSDRIVENDE FONDE DANSK KYST- OG NATURT // CVR:36471271
Henriette Hansen Henriette Hansen
Skeelslundvej 99, 1
9440 Aabybro
Danmark

Tidsfristen er overskredet

Kort beskrivelse

Opgaven omfatter gennemførelse af en kortlægning af danske feriehuses tilstand ift. bæredygtighed/klimavenlighed. Kortlægningen skal baseres på ca. 400 feriehuse inden for fire prædefinerede destinationsgeografier. Mere konkret omfatter aftalen tre delopgaver:

Delopgave 1: Udvikling af målemetode

Som det første skal der udvikles en målemetode til løsning af kortlægningsopgaven. Der skal identificeres hvilke parametre og områder inden for bæredygtighed der skal måles på i kortlægningen, og som udgør det samlede indhold i tilstandsrapporten for feriehuset. Dette kan eksempelvis være isolering, ruder, opvarmningsform, energiforsyning, vandforbrug fra toilet og brusere, kloakeringsform, udluftning, elforbrug, solfanger til varmt vand, solceller til el, jordvarme til opvarmning, varmepumpe til opvarmning. Ud over teknologiske og andre energibesparende og grønne løsninger der har til formål at gøre feriehuset mere klimavenligt, skal der i denne proces ligeledes arbejdes med at implementere parametre i tilstandsrapporten, som turisterne associerer med bæredygtighed med det formål at tiltag bliver relevante og synlige for gæsten. Til dette arbejde gennemføres der i regi af et andet projekt udført af DKNT en analyse, der kan give indikationer på dette. Slutteligt skal tilstandsrapporterne ligeledes indeholde information om feriehusgæsters og -ejers typiske forbrug under ophold. Det vil sige forbrug af vand, varme og el der benyttes og hvilken slags. I arbejdet med identifikation og udvælgelse af parametre er det forventningen, at der tages afsæt i eksisterende energirapporter som gennemføres i helårshuse og andre relevante standarder på området, således at de endelige målepunkter i kortlægningen er baseret på en grundig undersøgelse af, hvad der kan og bør indgå i denne tilstandsrapport.

Det endelige indhold i tilstandsrapporten udarbejdes i dialog og samarbejde med ordregiver og DKNT.

Det endelige tilstandsrapportskema med dertilhørende parametre mm. skal opstilles i et skemaformat, der hurtigt kan udfyldes af projektets partnere ved besøg i de enkelte feriehuse.

Timing: ultimo oktober 2020 - medio november 2020

Delopgave 2: Kortlægning af feriehusenes tilstand

Kortlægningen skal gennemføres inden for de fire følgende destinationsgeografier - Destination Nordvestkysten, Destination Vesterhavet, Visit Nordsjælland samt Visit Lolland-Falster A/S, som også er partnere i projektet. De fire destinationsgeografier er netop valgt, da de dækker over meget forskellige feriehuse hvad angår alder, størrelser, faciliteter og ikke mindst ejernes egen anvendelse af husene. I kommunerne Varde og Ringkøbing-Skjern udlejes ca. 50% af alle feriehuse, mens der modsat kun udlejes knapt 5% af alle feriehuse i Halsnæs og Gribskov kommuner. De øvrige deltagende kommuner i de fire destinationsgeografier ligger i et felt herimellem. De fire destinationer indeholder tilsammen samtidig over 1/3 af alle landets feriehuse.

En del af konsulentopgaven vil være at udarbejde en matrice over, hvilke feriehuse der skal indgå i kortlægningen. Ud fra den samlede feriehusmasse i ovenfornævnte geografier, skal der udvælges et repræsentativt udsnit af feriehuse mht. alder, størrelser, faciliteter mm. som skal have gennemført en tilstandsrapport. Der skal i alt gennemføres 400 feriehuseftersyn, hvor dette skal fordeles 50/50 på huse der udlejes/ikke udlejes. Det er forventningen at BBR-register og evt. anden relevant data anvendes til udarbejdelsen af denne matrice. Når denne oversigtsmatrice foreligger, skal feriehusejerne inviteres til at få foretaget et feriehuseftersyn, hvor de får lavet en tilstandsrapport over deres feriehus. Denne opgave står Feriehusudlejernes Brancheforening for sammen med nogle af projektets øvrige partnere.

Det vil være partnere i projektet der gennemfører besøg i de enkelte feriehuse, og som udfylder tilstandsrapporterne under disse besøg. Det er forventningen nogle data skal trækkes direkte i BBR-registreret, mens andet skal noteres ved det pågældende besøg. Det er tilbudsgivers opgave at styre denne proces og samle data fra de 400 feriehuse. Dette i en rådataform samt til brug i individuelle rapporteringer. Rådataene skal ligeledes leveres i Excel til ordregiver i anonymiseret form.

Det er en fordel, at tilbudsgiver i fremsendte tilbud kommer med foreløbige bud på, hvordan denne delopgave tænkes løst, både hvad angår sikring af et repræsentativt udsnit af feriehuse, både hvad angår udvælgelse og gennemførelse, og tanker til hvordan partnerne kan klædes på til at gennemføre/udfylde tilstandsrapporterne. Og hvilke udfordringer der kan være, og i forlængelse heraf hvordan disse kan imødekommes. Brug gerne tidligere erfaringer fra lignende projekter.

Timing: Oversigtsmatricen indeholdende hvilke huse, herunder antal inden for forskellige kategorier, der skal rekrutteres til gennemførelse af feriehuseftersyn, skal ligge klar medio november. Gennemførelse af besøg og udfyldning af tilstandsrapporter i 400 feriehuse ligger i perioden medio november 2020 - medio januar 2021. Data herfra indsendes løbende til tilbudsgiver.

Delopgave 3: Analyse og udarbejdelse af rapporter

Tilbudsgiver skal levere en tilstandsrapport i et standardiseret format for hver af de ca. 400 feriehuse, som har fået gennemgået en tilstandskortlægning af deres feriehus. Det kan være i et format, som man enten kender fra eksisterende energirapporter eller lignende, eller andet format som tilbudsgiver finder dækkende.

Tilbudsgiver skal derudover udarbejde én samlet rapport der overordnet består af tre dele. Rapporten skal for det første indeholde en kortlægning og analyse af de samlede resultater fra kortlægningen på tværs af alle feriehusene, der viser status på feriehusmassens nuværende niveau ift. bæredygtighed. Dette på alle parametre fra tilstandsrapporten. Det er derudover forventningen, at resultaterne brydes ned på relevante områder som fx de fire destinationsgeografier, huse der lejes/ikke lejes ud med det formål at få et nuanceret indblik i feriehusenes nuværende tilstand.

Rapporten skal derudover indeholde en GAP-analyse der indeholder mål for grøn omstilling af de danske feriehuse. Analysen skal vise, hvor vi er i dag, og hvad der så skal til for at opnå idealsituationen om bæredygtige feriehuse. Med udgangspunkt i tilstandsrapportens resultater skal der opstilles kriterier/tiltag der skal kunne gennemføres for at imødekomme krav om feriehuse der i størst muligt omfang er bæredygtige. Disse parametre vil fungere som pejlemærker for, hvilke tiltag der skal gennemføres for at komme i mål med feriehuse, der i størst muligt omfang er bæredygtige i 2030.

Den tredje og sidste del, som rapporten skal indeholde, er en perspektiverende analyse af, hvordan brugen af feriehusene slider på miljøet på den ene side, og på den anden side hvordan brugen af feriehusene samtidig bidrager socioøkonomisk til lokalsamfundene feriehusene er beliggende i. I hvilken grad opvejer disse gevinster på belastningen af miljøet ved brugen af feriehusene, hvis dette er tilfældet?

Tilbudsgiver bedes komme med foreløbige tanker til indhold og omfang af den samlede rapport i fremsendte tilbud. Vægten i rapporten er på de to første dele, hvor den perspektiverende del skal fylde betydeligt mindre.

Timing: De individuelle tilstandsrapporter udarbejdes løbende og fremsendes senest ultimo januar 2021. Deadline for levering af den samlede rapport er ultimo februar 2021.

Filer

Navn Størrelse
Udbud_kortlægning af feriehuses tilstand ift. bæredygtighed.pdf 230 KB

Mercell A/S

En del af Mercell, en af Europas ledende aktører inden for formidling af information mellem indkøber og leverandør på det professionelle marked. CVR nr. 25698851

Kontakt

Klik her for at gå til support

+45 63 13 37 00
Mercell A/S | B!NGS
Vesterbrogade 149
, 1620 København V, Danmark