Socialstyrelsen udbyder en evalueringsopgave i forbindelse med den danske afprøvning af behandlingsprogrammet MultifunC. MultifunC er et intensivt behandlingsprogram for unge i alderen 14-18 år, som er i meget svære adfærdsvanskeligheder, og som har et højt risikoniveau for at begå (yderligere) kriminalitet.
Tilbudsgiver skal konkret løse følgende 3 delopgaver:
- En effektmåling (baseret på kvantitative og evt. kvalitative data) der bidrager med viden om, hvorvidt den unges risikoniveau for kriminalitet mindskes efter MultifunC-behandling;
- En kvalitativ undersøgelse (evt. suppleret med kvantitative data) der undersøger oplevelsen af MultifunC-behandling belyst fra forskellige perspektiver;
- En økonomisk analyse der bidrager med viden om omkostningerne ved et MultifunC-forløb sammenholdt med behandlingens resultater og, hvis muligt, sammenholdt med andre anbringelsesforløb for en lignende målgruppe.
Der gøres opmærksom på, at undersøgelsespopulationen udgør omkring 20 unge.