Restaurant Skipperhuset i Fredensborg Slotshave
Slots- og Kulturstyrelsen søger restauratør til Restaurant Skipperhuset
Restaurant Skipperhuset ligger særdeles attraktivt i Fredensborg Slotshave lige ud til bredden af Esrum Sø. Restauranten er del af et lille maritimt anlæg, hvor klyngen af huse ud over traktørstedet rummer et kongeligt chaluphus, et bådhus og bådskure med omgivende moler, bolværk og en dok.
Restauranten har et samlet areal på 115 m2., hvoraf serveringsarealet udgør 68 m2 og køkkenet 20 m2 (se plantegning bilag 1). Om sommeren er der muligheder for udendørsservering.
Som nabohus ligger Bådfarten, der sammen med restauranten trækker publikum til. Der er således oplagte, nære samarbejdsflader i forhold til at servicere de mange mennesker, der besøger Fredensborg Slotshave enten pga. stedets rekreative, kulturelle eller gastronomiske kvaliteter.
Restaurant Skipperhuset drives i dag som en frokostrestaurant i sommersæsonen og med private arrangementer resten af året. I forhold til menukortet stilles der høje krav til kvaliteten – samt en enkelhed, der forholder sig til, at Restaurant Skipperhuset har begrænsede køkkenfaciliteter.
Lejevilkår
- Ikrafttræden 1. juni 2021 eller snarest derefter
- Restaurant Skipperhuset skal som minimum være åben i sommerhalvåret fra april til oktober
- Lejeaftalen er tidsbegrænset i en periode på 5 år, men kan efter konkret vurdering og forhandling forlænges
- Lejen er fastsat som 10 % af den årlige bruttoomsætning med en minimumsleje, der fastsættes efter konkret aftale
- Forpagter betaler alt forbrug tilknyttet Restaurant Skipperhuset (se bilag 2 for nøgletal)
- Restaurant Skipperhuset overtages istandsat med de nødvendige tekniske basisinstallationer, som det er påkrævet i forhold til lovlig restaurantdrift. Forpagter skal selv investere i køkkenudstyr samt løst inventar til restauranten
- Udlejer har ansvaret for det udvendige bygningsvedligehold samt vedligeholdelse af tekniske basisinstallationer. Forpagter har ansvaret for det indvendige bygningsvedligehold og vedligeholdelse af særinstallationer, køkkenudstyr og inventar
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Anne Meisner: ami@slks.dk, tlf. 2382 6076
Der vil endvidere være mulighed for at besigtige bygningen torsdag den 29. april kl. 10.30 – 12.00 på adressen Skipperhus Alle 6 i Fredensborg.
Ansøgning vedr. forpagtningen af Restaurant Skipperhuset skal være Slots- og Kulturstyrelsen i hænde senest d. 5. maj 2021 kl. 12.00 og skal indeholde beskrivelse af følgende:
- Koncept for Restaurant Skipperhuset
- Menuforslag med angivelse af prisniveau
- Bud på Restaurant Skipperhusets årlige bruttoomsætning
- Tidligere erfaring med restaurationsdrift
Ansøgning mærket ”Restaurant Skipperhuset” sendes til:
Slots- og Kulturstyrelsen/ Anne Meisner: ami@slks.dk
Se udbuddet hér