TrygFonden har i partnerskab med Den Sociale Kapitalfond afsat 20 mio. kr. til en akutpulje, øremærket virksomheder med en social profil, som er økonomisk trængte på grund af corona-krisen, og som ikke kan få støtte igennem fx den statslige COVID-19 garantiordning. Ansøgning foregår hos Den Sociale Kapitalfond, der åbner for ansøgning den 6. april.
Store grupper i samfundet er på grund af corona-krisen under pres. Det gælder særligt udsatte og sårbare mennesker, der har et job eller en praktikplads i en virksomhed, men som nu har mistet deres hverdag på arbejdspladsen på grund af nedlukningen af Danmark.
TrygFonden har siden 2011 arbejdet sammen med Den Sociale Kapitalfond for at forbedre mulighederne for virksomheder, der har socialt ansvar som et bærende element i deres forretningsmodel.
Til de virksomheder, der er økonomisk trængte på grund af corona-krisen, og som ikke kan opnå støtte igennem fx den statslige COVID-19 garantiordning, har TrygFonden etableret en akutpulje på 20 mio. kr.
Via ansøgning giver TrygFonden i partnerskab med Den Sociale Kapitalfond mulighed for at garantere for lån og driftskreditter i virksomhedens pengeinstitut til de virksomheder, der ikke har andre muligheder for at få dækket deres likviditetsbehov.
Se opslaget her