Frist: 16.04.2020
Kunstområde :
Kunsthåndværk og design
Open call til 5 Designer in Residence-programmer i efteråret 2020 og foråret 2021 i Detroit, USA.
Note:
Vær opmærksom på at du kan indsende din ansøgning indtil 23:59 på dagen for ansøgningsfristen. Vi anbefaler, at du indsender din ansøgning i god tid. Ansøgningsskemaet vil være tilgængeligt her på siden senest en måned før ansøgningsfristen.
HVEM KAN SØGE?
Designere og kunsthåndværkere med en væsentlig tilknytning til den danske kunsthåndværk- og designscene.
HVEM KAN IKKE SØGE?
Studerende kan ikke søge tilskud.
HVAD ER FORMÅLET MED ORDNINGEN?
Formålet med Designer in Residence-programmerne er at fremme kunstnerisk kvalitet inden for udvikling og nytænkning af nutidigt dansk design og kunsthåndværk samt at skabe nye muligheder for danske designere og kunsthåndværkere i USA. Gennem samarbejdet med Cranbrook Academy of Art og College of Creative Studies vil residenterne blive en integreret del af det lokale fagmiljø og i skolernes undervisningsaktiviteter. Opholdet vil desuden give residenterne mulighed for at etablere nyt netværk, at afsøge muligheder for samarbejder, hente inspiration, foretage research og arbejde med egen praksis.
Designer in Residence-programmet er en del af Projektstøtteudvalgets USA-satsning. Læs mere om udvalgets USA-satsning her på hjemmesiden.
Efter en økonomisk nedgang er en stærk, kreativ og kunstnerisk scene på vej frem i Detroit. Kunst og design har været en drivkraft i denne udvikling, og i 2015 blev Detroit udnævnt som First American City of Design af UNESCO. Tidspunktet er derfor helt rigtigt for designere og kunsthåndværkere, der har lyst til at lade sig inspirere af og lære fra Detroits virkelighed og aktive lokale kræfter.
Der udbydes i alt 5 Designer in Residence-programmer af 6 ugers varighed inden for smykke/metal, møbel (Art Funiture), tekstil (fiber), glas og keramik. Programmerne forløber i to perioder:
oktober – november 2020 inden for felterne smykke/metal og tekstil (fiber) i tilknytning til Cranbrook Academy of Art
januar – marts 2021 inden for felterne glas, keramik og møbel (Art Furniture) i tilknytning til College for Creative Studies
Læs mere om henholdsvis Cranbrook Academy of Art og College of Creative Studies.
PRAKTISK INFORMATION
Designer in Residence-programmet dækker følgende udgifter:
bolig i Detroit i en af to lejligheder på 3583 Dubois Street (den anden lejlighed vil muligvis være beboet af en anden resident i samme periode)
adgang til værkstedsfaciliteter på College for Creative Studies eller Cranbrook Academy of Art i Detroit
tilskud til dækning af omkostninger til flybillet, transport, forsikring, materialeudgifter og eventuel returfragt af værker (tilskud på 20.000 kroner for 6 uger. Ansøger I som en gruppe af to personer, vil tilskuddet blive ganget med halvanden)
Som resident bliver du derudover tilbudt:
mulighed for at afholde foredrag om din praksis
mulighed for at arbejde med dine projekter og praksis
adgang til skolernes faglige miljø
introduktion til galleriscenen i Detroit
introduktion til Detroit by inden ankomst af projektets danske projektleder med base i USA
introduktion til generel praktik og til lokalområdet af en projektpartner i Detroit, som er tilgængelig for residenterne i hele perioden
Projektets projektleder varetager al dialog og praktik med residenterne omkring praktiske forhold i relation til opholdet samt dialog med skolerne.
Det er nødvendigt at have kørekort.
Det er residenternes eget ansvar at tegne forsikring og ansøge om visum i god tid.
Det er muligt at medbringe familie på op til fire personer.
Se opslaget her