Markedsafdækning deadline: 10.02.2020
Opgavens titel
Markedsafdækning forud for indgåelse af aftale om erhvervsfremstød i den arabiske verden
Udbyder
Made A Mano ApS
Store Kongensgade 36-38, 1.
1264 København K
CVR: 28514182
Dato
28.01.2020
Deadline for tilbud
10.02.2020
Kommunikation
Spørgsmål og tilbud rettes til NanaKi Bonfils
E-mail: nanaki@madeamano.com
Tlf.: 27591529
Præsentation af udbydende virksomhed
Made a Mano er en dansk designvirksomhed med speciale i keramik. Vi producerer high end produkter så som fliser til f.eks. gulve, vægge, bordplader og vaske. Made a Mano producerer sine produkter i flere forskellige materialer, men er blevet internationalt anerkendt som førende indenfor håndglaceret lavastens-produktion. Made a Mano har været en international trendsetter gennem de sidste 10 år, og er i dag et velkendt firma i globale designkredse.
Selv om Made a Mano er et relativt lille firma, så findes vores produkter i dag i både private hjem, restauranter, hoteller, museer etc. over hele verden. Made a Mano’s marked er i stigende grad globalt, og formålet med et fremstød i den arabiske verden er, at forsøge at bygge videre på den interesse vi allerede mærker fra arabiske kunder med et produkt, der kvalitets- og prismæssigt befinder sig i den absolut øverste ende af skalaen. Nogle af vores største ordrer er blevet lagt i denne del af verden. Formålet med dette fremstød er at udbrede kendskabet til Made a Mano i regionen, og at få etableret kontakt til samarbejdspartnere, messer og presse.
Beskrivelse af opgaven under markedsafdækning
Vi søger konsulentbistand på en række områder, der skal sikre synlighed såvel som kundekontakt på det arabiske marked. Det gælder både fysisk og online tilstedeværelse. Der skal fokuseres på SoMe, såvel som på designmesser, rådgivning yil etablering af kontakt til arkitekter og entreprenører og den regionale presse og rådgivning på behovet for PR-materiale.
Made a Mano søger en konsulent, der har erfaring på det arabiske designmarked, er flydende på både arabisk, dansk og engelsk, og har forståelse for såvel dansk design som high end-markedet i området.
Specificeret behov:
- Undersøgelse af behovet for oprettelse af Trade Marks.
- Rådgivning til strategi for SoMe-tilstedeværelse på samtlige relevante platforme
- Rådgivning om behov for særlig målretning af PR-materiale
- Rådgivning til kundekontakt og kundepleje
- Indføring i de vigtigste arabiske designmesser vi kan deltage i
- Indføring til de vigtigste blade og aviser
- Indføring til mulige arabiske samarbejdspartnere
Opgavens mål og succeskriterier
Målet er at gøre Made a Mano til en spiller på den arabiske halvø. Vi vurderer at der potentiale for Made a Mano, både i den absolutte luksuskategori, og i mid-range-området (vores mid-range er stadig dyr i forhold til de fleste andre fliser).
Målsætningen er indenfor et år at have etableret Made a Mano’s tilstedeværelse i den arabiske verden. I løbet af det første år skal vi som minimum have gennemført et prestigeprojekt, der skal afføde yderligere pressedækning.
Succeskriteriet vil være opfyldt, hvis Made a Mano indenfor de næste to år er blevet et anerkendt brand på det arabiske marked. Vores kunder kommer ofte gennem arkitekter og designere, så et andet succeskriterie er et solidt netværk i disse kredse samt deltagelse i relevante arabiske designmesser. Pressedækning er uhyre vigtigt for Made a Mano, og et andet vigtigt succeskriterie er synlighed i arabiske designblade.
Milepælen er, når satsningen giver overskud. Det skal være tilfældet senest efter to år. Delmål er synlighed og interesse på samme plan som vi har oplevet andre steder i verden, da vi vil vide at vi er på rette vej, hvis vi oplever en lignende interesse.
Forventet kontraktsum og tilbudsspecifikation
Vi forventer, at det skriftlige tilbud som minimum indeholder:
- En kort præsentation af tilbudsgiver med referencer og historik
- Skriftlig bekræftelse på at tilbudsgiver kan leve op til de ovenfor beskrevne krav
- Angivelse af pris
- Evt. mængderabat
- Forventet tidsplan
- Evt. forudsætninger for tilbuddet
- Leverancen kan afsluttes inden 31.08.2020
Det forventes at tilbudsgiver alene giver tilbud på den efterspurgte leverance.
Den endelige tilbud vælges af udbydende virksomhed ud fra en vurdering af bedste sammenhæng mellem pris og kvalitet.
Se udbuddet her